Som i andre storbyer kan børn også i Jerusalem blive forsømt, misbrugt og efterladt på gaden. Men en ungdomsinstitution samler dem op med støtte fra Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen.
Af Svend Løbner
”Trøst, ja trøst mit folk, tal Jerusalem kærligt til…”
Sådan indleder Esajas sine profetier i Bibelen om en kommende Messias - og i dag bliver ordene virkelighed for hundredvis af børn og unge på børnehjem og en ungdomsinstitution i Jerusalem.
Arbejdet er hjulpet godt på vej af Palma Foundation, som ledes af Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen. Parret har været missionærer i over 50 år – først i Tanzania og Kenya og siden med afstikkere til Uganda, Nepal og Grønland. De seneste 22 år har de støttet velgørende arbejde i Israel med særligt fokus på udsatte børn.
Forsømte børn
Vi befinder os lige nu på ungdomsinstitutionen Jerusalem Hill, hvor udviklingschef Shira Skolnik tager imod. Jerusalem Hill driver også et kontaktcenter i byens centrum og børnehjemmet Denmark House uden for byen. Denmark House er sponsoreret af Palma Foundation.
Og der er brug for al den trøst og hjælp, som disse unge Jerusalemborgere kan få.
- En dreng har kun sin mor som i hele hans liv har været inde og ude af psykiatriske afdelinger og institutioner, fortæller Shira Skolnik. - Når moderen er ude, har hun det ikke nødvendigvis godt. Hun skifter mellem at ville have drengen meget tæt på og at ignorere ham fuldstændig. Sådan har det været hele hans liv, og vi har haft ham, siden han var 10 år. Han har været her i fire år nu og kan have dage, hvor han er fuldstændig skør, hvor kan skriger og smider ting og løber væk. Samtidig er han et dejligt barn og meget musikalsk, fortæller Skolnik og fortsætter med endnu en menneskeskæbne:
Forkvaklet syn på sex
- En pige er blevet misbrugt seksuelt af sin far. Hun kom hertil da hun var syv år. Faren døde året efter. Moren og søstrene giver hende skylden, for det var hende, han misbrugte og ikke dem. De har altså et meget alternativt syn på sex. Og hun har selv samme syn på sin far. Hun synes, han var fantastisk, selv om han misbrugte hende.
- Hun har været her i fire år nu og udvikler sig nu til en ung dame. Men hun kan ikke forholde sig normalt til det modsatte køn og løber konstant efter rengøringsfolkene. Sidste gang hun var hjemme på ferie, løb hun hjemmefra og kom i lag med mænd, som bedøvede hende med stoffer og efterlod hende i rendestenen. Nogen fandt hende om natten, ringede og bad os om at hente hende.
Medarbejdere følger børnene tæt
Hvad kan Jerusalem Hill stille op over for børn, der har så alvorlige sår på sjælen?
- Vi arbejder med dybdegående terapi, og børnene er her i mindst fire år, forklarer Shira Skolnik. - Vi modtager børnene fra de sociale myndigheder, efter at de er opgivet af plejefamilier og andre institutioner. Børnene er på børnehjemmet uden for byen fra de er 7 til 11 år. En fjerdedel fortsætter her på ungdomsinstitutionen til de er 14, og nogle til de fylder 18. Efter intensiv behandling sluses de tilbage til samfundet.
Jerusalem Hill udmærker sig ved, at der er mange medarbejdere til at tage sig af de unge: pædagoger, lærere, en socialrådgiver, en psykolog, en koordinator og en del, der aftjener deres værnepligt på stedet. I øjeblikket bor omkring 25 unge på hjemmet.
- Vi kan derfor følge børnene individuelt. Og alle medarbejdere forpligter sig til at være her i minimum fire år, forklarer Shira Skolnik.
Plejefamilie gav op
Børnene og de unge har først og fremmest brug for voksne, som de kan være trygge ved.
- En bror og en søster blev forladt af deres mor. Han var fire og hun var to år, da man fandt drengen på gaden i færd med at lede efter mad til dem begge. Og moren har ikke villet have noget med dem at gøre siden. De sociale myndigheder prøvede at få dem bortadopteret, men ingen ville have dem, for de var hverken pottetrænet eller opdraget på anden måde. En familie tog dem ind men leverede dem tilbage og sagde: ”Vi vil ikke have dem!” Så de kom til os og har været her lige siden. De er vidunderlige børn og er begge meget smukke. Og desværre for dem, vil de ikke forlade institutionen, før de er voksne, for de har ingen at vende sig til. Så vi har praktisk talt opfostret dem begge to. I dag er de hhv. 14 og 12 år.
Og I tager både jødiske og arabiske børn?
- Ja, naturligvis. De sociale myndigheder henviser børnene til os efter behov, ikke efter oprindelse. Så vi har både jødiske og arabiske børn og unge her. Vi tager dem ind, fordi de har brug for vores dybdeterapi.
Tilbage til samfundet
Hvordan vil disse børn nogensinde lære at leve et normalt liv?
- For det første modtager børnene terapi både enkeltvis og i grupper. Hvert barn modtager mindst tre timers terapi om ugen i fire år. Og de kommer sig lidt efter lidt. Først – når de kommer ind fra gaden eller efter overgreb i hjemmet – giver vi dem et knus. Vi beskytter dem og viser al den omsorg, forståelse og støtte, som vort personale kan give dem. Når de når 12-årsalderen fører vi dem langsomt tilbage i samfundet. Her får de også særlig terapi i forbindelse med hestetræning eller hundetræning. De lytter til musik og danser sammen med andre unge på deres egen alder.
Menneskesky og skizofren
Kan du se forandring i dem?
- Ja, jeg kan se børnene udvikle sig, fordi jeg kun kommer her en gang imellem. En pige kom her som 11-årig. Hun havde været indlagt på psykiatriske hospitaler næsten hele hendes liv og var bange for stort set alt. De sidste to år havde hun bedt om at være i isolation, for hun var simpelthen så bange for verden udenfor. Hun var så bange, at hun nægtede at være tæt på andre mennesker. Da hun først kom til os, måtte hun mandsopdækkes hele tiden, for hun ville ikke opholde sig med de andre i spisestuen. Når hun så nogen komme gående i haven, ville hun skynde sig at gå en anden vej. Og nu – et år senere – deltog hun på vores lejr og optrådte på en scene foran alle de andre, og der var flere end 100 børn. På bare ét år! Og det er især bemærkelsesværdigt, fordi hun er den eneste af vores børn, der er diagnosticeret med en psykisk sygdom. Normalt diagnosticerer man ikke børn så tidligt. Men hun havde fået diagnosen skizofreni.
Slog knytnæve gennem muren
Er der også forandringer i drengenes temperamentsfulde og voldelige adfærd?
- Ja, de lærer at kontrollere deres vrede og få udløb på andre måder. Sidste år afsluttede en dreng behandlingen. Han havde slået sin næve gennem væggen på sit værelse, men da han var færdig med behandlingen holdt han en tale, hvor han sagde: ”Jeg har lavet meget ballade, men nu har jeg lært at håndtere mine følelser. Nu kan jeg møde verden, og når jeg er færdig med min værnepligt, vil jeg komme tilbage hertil som rådgiver”. I år har vi faktisk fået en med i bestyrelsen, som er tidligere klient her på stedet.
- De er meget stolte af at have gennemført forløbet her. Jeg får tit besøg af voksne, som boede på institutionen for 10-20 år siden, og de vil vise, hvad de laver: ”Nu er jeg forretningsmand”, eller ”Nu har jeg fire børn og de har alle en grad fra universitetet”. De er måske ikke stolte af at have været her – for det er stadig stigmatiserende at have været på en institution – men de er stolte over det, de har opnået, fordi de fik hjælp her. Vi har en succesrate på 70 procent.
Tæt samarbejde med familierne
En af årsagerne er, at Jerusalem Hill arbejder tæt sammen med de unges familier.
- Selv om vi er en institution for unge, mener vi, at familierne er den vigtigste komponent. Socialrådgiverens opgave er at arbejde med familierne. Familierne kommer på centret en gang om ugen og får en opringning to gange ugentligt. Vi har forældrene i terapi, så de kan have et normalt forhold til deres barn.
Medarbejderne er under stort pres. Derfor er det vigtigt, at de rådgives og efteruddannes løbende.
- Hver medarbejder er involveret i en eller anden form for rådgivningssamtale tre-fire gange om ugen. Det er med til at fastholde dem. Medarbejderne arbejder her gennemsnitligt i 10 år. Og vi har nogle, som har været her 20, 25 og helt op til 35 år. De bliver bare ved, selv om det er et meget vanskeligt arbejde, slutter Shira Skolnik stolt.
Svend Løbner er freelance journalist og skriver bl.a. for en del hjælpeorganisationer.
Af Svend Løbner
”Trøst, ja trøst mit folk, tal Jerusalem kærligt til…”
Sådan indleder Esajas sine profetier i Bibelen om en kommende Messias - og i dag bliver ordene virkelighed for hundredvis af børn og unge på børnehjem og en ungdomsinstitution i Jerusalem.
Arbejdet er hjulpet godt på vej af Palma Foundation, som ledes af Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen. Parret har været missionærer i over 50 år – først i Tanzania og Kenya og siden med afstikkere til Uganda, Nepal og Grønland. De seneste 22 år har de støttet velgørende arbejde i Israel med særligt fokus på udsatte børn.
Forsømte børn
Vi befinder os lige nu på ungdomsinstitutionen Jerusalem Hill, hvor udviklingschef Shira Skolnik tager imod. Jerusalem Hill driver også et kontaktcenter i byens centrum og børnehjemmet Denmark House uden for byen. Denmark House er sponsoreret af Palma Foundation.
Og der er brug for al den trøst og hjælp, som disse unge Jerusalemborgere kan få.
- En dreng har kun sin mor som i hele hans liv har været inde og ude af psykiatriske afdelinger og institutioner, fortæller Shira Skolnik. - Når moderen er ude, har hun det ikke nødvendigvis godt. Hun skifter mellem at ville have drengen meget tæt på og at ignorere ham fuldstændig. Sådan har det været hele hans liv, og vi har haft ham, siden han var 10 år. Han har været her i fire år nu og kan have dage, hvor han er fuldstændig skør, hvor kan skriger og smider ting og løber væk. Samtidig er han et dejligt barn og meget musikalsk, fortæller Skolnik og fortsætter med endnu en menneskeskæbne:
Forkvaklet syn på sex
- En pige er blevet misbrugt seksuelt af sin far. Hun kom hertil da hun var syv år. Faren døde året efter. Moren og søstrene giver hende skylden, for det var hende, han misbrugte og ikke dem. De har altså et meget alternativt syn på sex. Og hun har selv samme syn på sin far. Hun synes, han var fantastisk, selv om han misbrugte hende.
- Hun har været her i fire år nu og udvikler sig nu til en ung dame. Men hun kan ikke forholde sig normalt til det modsatte køn og løber konstant efter rengøringsfolkene. Sidste gang hun var hjemme på ferie, løb hun hjemmefra og kom i lag med mænd, som bedøvede hende med stoffer og efterlod hende i rendestenen. Nogen fandt hende om natten, ringede og bad os om at hente hende.
Medarbejdere følger børnene tæt
Hvad kan Jerusalem Hill stille op over for børn, der har så alvorlige sår på sjælen?
- Vi arbejder med dybdegående terapi, og børnene er her i mindst fire år, forklarer Shira Skolnik. - Vi modtager børnene fra de sociale myndigheder, efter at de er opgivet af plejefamilier og andre institutioner. Børnene er på børnehjemmet uden for byen fra de er 7 til 11 år. En fjerdedel fortsætter her på ungdomsinstitutionen til de er 14, og nogle til de fylder 18. Efter intensiv behandling sluses de tilbage til samfundet.
Jerusalem Hill udmærker sig ved, at der er mange medarbejdere til at tage sig af de unge: pædagoger, lærere, en socialrådgiver, en psykolog, en koordinator og en del, der aftjener deres værnepligt på stedet. I øjeblikket bor omkring 25 unge på hjemmet.
- Vi kan derfor følge børnene individuelt. Og alle medarbejdere forpligter sig til at være her i minimum fire år, forklarer Shira Skolnik.
Plejefamilie gav op
Børnene og de unge har først og fremmest brug for voksne, som de kan være trygge ved.
- En bror og en søster blev forladt af deres mor. Han var fire og hun var to år, da man fandt drengen på gaden i færd med at lede efter mad til dem begge. Og moren har ikke villet have noget med dem at gøre siden. De sociale myndigheder prøvede at få dem bortadopteret, men ingen ville have dem, for de var hverken pottetrænet eller opdraget på anden måde. En familie tog dem ind men leverede dem tilbage og sagde: ”Vi vil ikke have dem!” Så de kom til os og har været her lige siden. De er vidunderlige børn og er begge meget smukke. Og desværre for dem, vil de ikke forlade institutionen, før de er voksne, for de har ingen at vende sig til. Så vi har praktisk talt opfostret dem begge to. I dag er de hhv. 14 og 12 år.
Og I tager både jødiske og arabiske børn?
- Ja, naturligvis. De sociale myndigheder henviser børnene til os efter behov, ikke efter oprindelse. Så vi har både jødiske og arabiske børn og unge her. Vi tager dem ind, fordi de har brug for vores dybdeterapi.
Tilbage til samfundet
Hvordan vil disse børn nogensinde lære at leve et normalt liv?
- For det første modtager børnene terapi både enkeltvis og i grupper. Hvert barn modtager mindst tre timers terapi om ugen i fire år. Og de kommer sig lidt efter lidt. Først – når de kommer ind fra gaden eller efter overgreb i hjemmet – giver vi dem et knus. Vi beskytter dem og viser al den omsorg, forståelse og støtte, som vort personale kan give dem. Når de når 12-årsalderen fører vi dem langsomt tilbage i samfundet. Her får de også særlig terapi i forbindelse med hestetræning eller hundetræning. De lytter til musik og danser sammen med andre unge på deres egen alder.
Menneskesky og skizofren
Kan du se forandring i dem?
- Ja, jeg kan se børnene udvikle sig, fordi jeg kun kommer her en gang imellem. En pige kom her som 11-årig. Hun havde været indlagt på psykiatriske hospitaler næsten hele hendes liv og var bange for stort set alt. De sidste to år havde hun bedt om at være i isolation, for hun var simpelthen så bange for verden udenfor. Hun var så bange, at hun nægtede at være tæt på andre mennesker. Da hun først kom til os, måtte hun mandsopdækkes hele tiden, for hun ville ikke opholde sig med de andre i spisestuen. Når hun så nogen komme gående i haven, ville hun skynde sig at gå en anden vej. Og nu – et år senere – deltog hun på vores lejr og optrådte på en scene foran alle de andre, og der var flere end 100 børn. På bare ét år! Og det er især bemærkelsesværdigt, fordi hun er den eneste af vores børn, der er diagnosticeret med en psykisk sygdom. Normalt diagnosticerer man ikke børn så tidligt. Men hun havde fået diagnosen skizofreni.
Slog knytnæve gennem muren
Er der også forandringer i drengenes temperamentsfulde og voldelige adfærd?
- Ja, de lærer at kontrollere deres vrede og få udløb på andre måder. Sidste år afsluttede en dreng behandlingen. Han havde slået sin næve gennem væggen på sit værelse, men da han var færdig med behandlingen holdt han en tale, hvor han sagde: ”Jeg har lavet meget ballade, men nu har jeg lært at håndtere mine følelser. Nu kan jeg møde verden, og når jeg er færdig med min værnepligt, vil jeg komme tilbage hertil som rådgiver”. I år har vi faktisk fået en med i bestyrelsen, som er tidligere klient her på stedet.
- De er meget stolte af at have gennemført forløbet her. Jeg får tit besøg af voksne, som boede på institutionen for 10-20 år siden, og de vil vise, hvad de laver: ”Nu er jeg forretningsmand”, eller ”Nu har jeg fire børn og de har alle en grad fra universitetet”. De er måske ikke stolte af at have været her – for det er stadig stigmatiserende at have været på en institution – men de er stolte over det, de har opnået, fordi de fik hjælp her. Vi har en succesrate på 70 procent.
Tæt samarbejde med familierne
En af årsagerne er, at Jerusalem Hill arbejder tæt sammen med de unges familier.
- Selv om vi er en institution for unge, mener vi, at familierne er den vigtigste komponent. Socialrådgiverens opgave er at arbejde med familierne. Familierne kommer på centret en gang om ugen og får en opringning to gange ugentligt. Vi har forældrene i terapi, så de kan have et normalt forhold til deres barn.
Medarbejderne er under stort pres. Derfor er det vigtigt, at de rådgives og efteruddannes løbende.
- Hver medarbejder er involveret i en eller anden form for rådgivningssamtale tre-fire gange om ugen. Det er med til at fastholde dem. Medarbejderne arbejder her gennemsnitligt i 10 år. Og vi har nogle, som har været her 20, 25 og helt op til 35 år. De bliver bare ved, selv om det er et meget vanskeligt arbejde, slutter Shira Skolnik stolt.
Svend Løbner er freelance journalist og skriver bl.a. for en del hjælpeorganisationer.